100-året for den danske skønlitterære forfatter Henrik Pontoppidans Nobelpris i litteratur fejres her til aften i Pontoppidanselskabet ved et møde på Frederiksberg.
Formanden for selskabet, lektor emeritus Johan Rosdahl beskriver i den anledning i dag i Kristeligt Dagblad Pontoppidans bog De Dødes Rige I-II, der også udkom for netop 100 år siden, hvor Pontoppidan fik Nobelpris for hele forfatterskabet, f.eks. den mest kendte roman Lykke-Per.
Rosdahl skriver om De Dødes Rige:
Her beskrives råddenskaben i politik, det tragikomiske i megen alternativ medicin, side om side med skepsis over for teknisk-naturvidenskabelig løsninger, overhovedet mangelen på troværdigt og holdbart livssyn og uden anden udsigt end resigneret skepsis.
Den kan således på en vis måde sammenlignes med Tor Nørretranders aktuelle udgivelse om den store kollektive depression – dog med den vigtige forskel, at Pontoppidan ikke for alvor præsenterer et håb. Ikke i romanen i hvert fald. Men i et brev til Georg Brandes viser Pontoppidan, at han selv mener, at bogen giver håb: “(…) jeg har villet skildre en stor Tidsalders sidste Timer, dens Opløsning, Modløshed og Forfald, og paa denne Baggrund skulde nogle Mennesker træde frem, der – uden alle Mirakler – reddes ud af Undergangen og grundlægger en ny Tid med mindre Tro på Lovgivningsmagtens og Maskinteknikens Evne til at fabrikere Menneskelykke.”
Uanset de forskellige fortolkninger af “De dødes rige” ligger bogens beskrivelse af et samfund i opløsning på alle niveauer fast. Og det er netop ikke blot et enkelt menneskes skæbne og konfrontation med tilværelsens krav, der er på spil. ” De dødes rige” omfatter alle dele af samfundet, alle slags mennesker og alt, hvad der politisk, religiøst og filosofisk rører sig i tiden – kort sagt en skildring af et konkret samfund og en tidsånd. Og Pontoppidan lægger ikke fingrene imellem – allerede titlen er hård kost: Vi er alle døde i vores indre, i forhold til vores (for eksempel politiske) idealer, i vores kærlighedsliv, i forholdet til os selv. Vi er nemlig sygeligt optaget af det syge og dermed af døden, men formår ikke at overkomme hverken dødsfrygt eller dødsfascination. Nietzsche-udsagnet om, at det måske ville være bedre slet ikke at være født, løber som en usagt understrøm i bogen, undertiden tydeliggjort i en replik som denne: ” Livet er kun Smerte, Hansen! Det bedste er slet ikke at være født.” Og som sagt: Der er ikke noget håb at hente. Ingen Tor Nørretranders til at opildne med et ” Se frem – fra opløsningstid til oplysningstid”.
Tankevækkende: Opløsningsstemning for 100 år siden, midt under 1. Verdenskrig.
Men også: Det var da godt at de faktisk blev født dengang, for hvem skulle ellers have været vores forfædre?
Henrik Pontoppidan 1917
